Polen

 

 

 

Auschwitz I

 

 

Auschwitz II Birkenau

2010

 

Auschwitz er gået over i historien som navnet på enTyske koncentrationslejr Polen. Den blev oprettet i 1940 og året efter omdannet til en speciallejr for likvidering af jøder med sigte på «jødespørgsmålets endelige løsning», som det blev besluttet i det tyske Reichssicherheitsamt (SD og SS) i sommeren/efteråret 1941.

Stillet overfor opgaven at aflive og tilintetgøre flere millioner mennesker af forskellig højde, vægt, alder, fysisk kondition og adfærdsmønster, udviklede lejrledelsen i Auschwitz en teknik baseret på anvendelsen af Cyclon B-gas - et blåsyrepræparat der fandtes i store mængder til udryddelse af skadedyr. Giften blev fremstillet af den tyske kemikoncern I. G. Farben. Gasning af mennesker blev første gang foretaget i foråret 1941 på sovjetiske fanger og viste sig hurtigt at være tidligere Henrettelsesmetoder overlegen. Likvidering med maskingeværild, som SS' «særkommandoer» i stor stil havde foretaget bag den tyske hærs linier, efterhånden som den trængte dybere ind i Sovjetunionen fra sommeren 1941, havde indtil da været almindelig ved massehenrettelser af civile. Men ofrenes panik og den enorme blodafgivelse havde tæret stærkt på moralen blandt de tyske kompagnier, og flere selvmord blev rapporteret. Kombinationen af gaskamre og krematorier, som den blev udviklet i Auschwitz, løste dette problem og gjorde samtidig lejren til skueplads for det mest omfattende barbari fra den nyere tids historie.

De største gaskamre kunne rumme 3.000 mennesker, der nøgne blev stuvet sammen under påskud af «aflusning» umiddelbart efter ankomsten til lejren. Jødiske medarbejdere, såkaldte «kapo'er», hjalp til med at holde orden og disciplin under afklædning og sortering, og panik opstod sjældent før i allersidste øjeblik. Krematorierne, hver udstyret med 5 tre-rums ovne, havde enkeltvis en kapacitet på mellem femten hundrede og to tusinde lig pr. døgn. På sit højeste - i sommeren 1944 - da der ved en fejl i transportapparatet én dag ankom 5 tog med ungarske jøder i stedet for 3, nåede systemet en kapacitet af 9.000 døde og kremerede pr. døgn.

I alt ca. 3 millioner mennesker - de fleste jøder fra Østeuropa, men også en række sigøjnere og russere - blev tilintetgjort i Auschwitz i løbet af årene 1941-44. Livet i lejren, derunder de ubeskrivelige tilstande i den store kvindeafdeling, er behandlet i en række selvbiografier på flere sprog. Den mest ejendommelige er Rudolf Höss: «Kommandant i Auschwitz».

 

Koncentrationslejrene Auschwitz - Birkenau.

 

Auschwitz I var den første tilintetgørelses- udryddelseslejr der blev bygget under Anden Verdenskrig. Lejren blev etableret af nazisterne i 1940 og var oprindeligt tiltænkt polakkerne. Men nazisterne begyndte snart efter opførelsen at deportere folk fra hele Europa til lejren. De fleste af de folk der blev deporteret til Auschwitz var jøder, men også sovjetiske krigsfanger, sigøjnere, tjekkere, homoseksuelle og mange andre nationaliteter endte her.
I 1941 blev Auschwitz på grund af sin beliggenhed, udset til det sted hvor man bedst kunne løse jødeproblemet. Heinrich Himmler erklærede lejren for centrum for "den totale udryddelse af jødedommen". Antallet af fanger voksede og man startede derfor i oktober 41 med at udbygge lejren med Birkenau, også kaldet Auschwitz II. I august 44 var der i Auschwitz II 100.000 fanger. Til sammenligning var der i den gamle lejr på samme tidspunkt mellem 13-16.000 fanger. Hvor mange der har mistet livet i disse uhyggelige lejre er et omdiskuteret spørgsmål, men 1,5 mill. mennesker er det tal de fleste historikere hælder til i dag.

Enkeltbillet til Auschwitz.

 

De fleste jøder, der blev bragt til Auschwitz til henretning, ankom i en helt anden overbevisning. Nogle troede at de skulle arbejde på våbenfabrikker, som tvangsarbejdere, andre at de skulle forflyttes til nye land områder i Østeuropa. Mange af de mennesker der troede at de skulle overflyttes til andre land områder, havde endog fået kort og ejendomsbeviser på jordstykker, der var opdigtede af nazisterne. Derfor medbragte de deres mest værdifulde ejendele.

Afstanden mellem arrestationsstedet og Auschwitz var nogle gange mere end 2.400 kilometer. Fangerne måtte rejse i forseglede godsvogne stuvet sammen som kvæg uden mad og drikke. Rejsen varede ofte mellem 7 og 10 dage, hvorfor mange især ældre og børn var døde, når dørene blev åbnet ved ankomsten.
Efter ankomsten til Auschwitz lejren blev fangerne sorterede. De stærkeste blev sendt til venstre, mens resten, mellem 75-90% blev dirigeret til højre. Den direkte vej til gaskamrene. De arbejdsdygtige blev gennet videre til desinfektionsbadet, hvor de i løbet af 2 minutter skulle smide alt, hvad de havde på sig. "Hurtigt, nervøst går det, man hører de første klaskende lyde, oksepisk mod nøgne kroppe." Det eneste de måtte beholde var sko, bælte, seler, briller og brokbind. De fik alt håret barberet, ikke bare på hovedet, der var ikke et hår tilbage på hele kroppen. "Vi stiller op, vi genkender næsten ikke hinanden, vi oplever, at vi bogstaveligt ikke har andet tilbage end den nøgne eksistens." Derefter fik fangerne et nummer tatoveret på armen og fangedragt udleveret. Auschwitz var den eneste lejr, hvor fangerne blev tatoveret på denne måde.
På fangedragterne var der et mærke, en trekant med spidsen nedad, i forskellige farver, som angav fangens kategori:

Jøder, homoseksuelle og sigøjnere var de fanger, der led mest og var stærkest under SS’erne og kapoernes tortur og vold. De blev betegnet som menneskehedens rak og som nogen, der ikke havde ret til at leve på tysk jord og derfor skulle udryddes.

 

En fanges dagligdag i lejren.


Fangens dag begyndte normalt kl. 06.00, om sommeren kl. 05.00. I løbet af en halv time skulle de vaskes og have redt senge i militær stil. Hvis der var tid fik de morgenmad. Den bestod af en tynd melsuppe og et stykke brød. Efter maden var der morgenparade med navneopråb. Derpå fulgte arbejdet, om vinteren fra kl. 07.30 - 17.00 og om sommeren fra kl. 07.00 – 20.00, med en halv times pause på arbejdsstedet. Efter arbejde blev fanger sendt tilbage til lejren, hvorefter der øjeblikkeligt var aftenparade. Mogenparaden kunne normalt gøres indenfor en time, hvorimod aftenparaden kunne trække ud i adskillige timer, fordi dømte straffe, som piskning og hængning blev eksekveret til skræk og advarsel.

På hver parade skulle alle være til stede, også de der netop var døde. De døde blev lagt for enden af deres blok, og først efter paraden og efter at være blevet anmærket af rapport officeren, blev de bragt til krematoriet.
Fangerne arbejde alle ugens dage, undtagen søndag eftermiddag som blev brugt til rengøring og personlig hygiejne f.eks. aflusning. Arbejdet kunne være i stenbrud, det kunne være gravning af grøfter, fældning af træer, fabriksarbejde, minearbejde og lign.
Arbejdets primære opgave var så hurtigt som muligt fysisk og psykisk at få nedbrudt fangerne, så de enten døde af sig selv eller kunne aflives som uarbejdsdygtige.
Fangerne var altid plaget af manglen på vand, og de yderst kritisable sanitære forhold betød, at lejrene vrimlede med lus og rotter.

Arbejdsledelse.


Underordnede funktioner i lejradministrationen blev udført af udvalgte fanger. Der var således en lejrleder. Han stod over de andre fanger, og var ansvarlig overfor SS-lejrkommandøren for fangernes handlinger. Det var et vanskeligt job for "ulydighed" blandt fangerne kunne let koste disse ledere deres hals.
Hver blok havde en blokleder valgt blandt fangerne, som var ansvarlig for blokken. De praktiske arbejdsledere på arbejdsholdene var overcapoen, som igen udnævnte undercapoerne. Disse var normalt rekrutteret fra de grønne, de kriminelle, og var normalt selvsupplerende.
Disse jobs gav mulighed for ekstra forplejning og andre fordele, de dannede en gruppe i organisationen. For at beholde deres privilegier og få udført de udstukne arbejdsopgaver optrådte capoerne ofte urimeligt sadistiske og voldelige overfor deres medfanger. De levede efter princippet, overlev eller dø med de andre.

 

Afstraffelse.


Afstraffelsesmetoderne i Hitlers koncentrationslejre var en del af et omhyggeligt planlagt SS-program, der sigtede mod med fuldt overlæg at aflive fangerne. Fangerne kunne straffes for alt. For at tage et hvil under arbejdet, for i SS-folkenes øjne at arbejde for langsomt, at tigge om brød, eller lade sine guldtænder komme til syne.

Straffen man fik og foregik på mange forskellige måder. Den mest almindelige straf for mindre forseelser var pisk på "hesten". Fangen blev bundet til en kort træbænk med benene bundet fremad, så der var frit slag til ende og ryg. Alt efter forseelsens art bestod straffen af 5-25 slag pisk. Man kunne også blive dømt til "træhængning". Det betød man fik hænderne bundet på ryggen og skulle hænge med hænderne fastspændt til en krog ca. 2 meter over jorden, når skulderne drejede rundt under kroppens vægt medførte det frygtelige smerter.

Af andre afstraffelses metoder kan bl.a. nævnes indespærring i blok 11, her blev fangerne pint og torturet til døde. Andre metoder var ekstra fysisk slid, eller at skulle stå ret op 4 mand, om natten, i flere uger, i et tilmuret rum med en gulvflade på ca. 1 kvm.
Ved alvorlige forseelser som f.eks. flugtforsøg eller hjælp dertil blev fangerne hængt i de dertil indrettede transportable galger. Straffene blev normalt eksekveret i forbindelse med aftenparaden.

 

Viktor E. Frankl.


Viktor E. Frankl. tysk psykiater, født i Wien marts 1905 – død i 1992, beskæftigede sig med eksistenspsykologi. Herom har han skrevet og udgivet 32 bøger, oversat til 26 sprog.
Han var leder af det jødiske hospital, Rothschild Hospital, da nazisterne kom til magten i 1938. I 1942 blev han og hans forældre deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt ved Prag.
Dr. Frankl. overlevede fra 1942-45 opholdet i tre koncentrationlejre, her i blandt Auschwitz. Hans forældre og øvrige familie omkom alle i koncentrationslejrene.